Mit første indtryk af Rumænien går til tilbage til midthalvfemserne, hvor vi var en busfuld danskere, der kørte til et rumænsk børnehjem for at forsøde deres tilværelse og selv få én på opleveren.
Hvad jeg oplevede der var glade børn, der tog imod os med åbne arme og optimistisk forsøgte sig med at lære os nogle rumænske ord eller fandt glæde i legen, uanset at deres materielle vilkår ikke gav dem grund til megen glæde.
I 2000 skrev jeg opgave på studiet om Rumænien og Bulgariens EU- og NATO aspirationer (EU medlemsskab krævede opfyldelse af Københavnskriterierne og implementering af EUs regler det såkaldte “acquis communautaire”. Mens Membership Action Plan (MAP) var vejen til NATO-medlemsskab). Det er muligt at bruge et halvt år af statskundskabstudiet på praktik i ind- eller udland, så da jeg søgte informationer til opgaven benyttede jeg ligeledes lejligheden til at høre om de pågældende lande havde erfaringer med praktikophold, hvilket første til at jeg i sommeren 2001 steg ud af et fly i Otopeni lufthavn i 40 grader og hurtigt fandt ud af jeg ikke var påklædt til den rumænske sommer. Jeg fandt min rygsæk, der indeholdt mine ejendele til det næste halve år og blev modtaget af førstesekretæren og konsulen fra ambassaden til starten på 6 måneders praktikophold, der skulle ændre mit liv.
Mit ophold førte mig fra de analytiske beskrivelse af Rumænien til de praktiske daglige møder med rumænerne, om det var de daglige indkøb af forsyninger af drikkevarer i den 40 grader varme sommer, (hvor halvdelen blev indtaget på gåturen tilbage) eller mødet med civilsamfundsgrupper, der kunne nyde godt at samarbejde med danske organisationer via Demokratifonden. Det var en tid med håb og optimisme om fremtiden på trods af Constantinescu-tiden ikke havde bragt de forbedringer som befolkningen havde håbet, da de valgte den i stedet for de gammelkommunistiske socialdemokrater.
Efter en måned i Rumænien ville skæbnen at jeg mødte Alina, hvilket gav mig et endnu dybere indblik i Rumænien og dets traditioner og kultur. Vi gik rundt i Bukarest, tog til bjergene og i de følgende år til andre dele af landet (Sortehavet, Deltaet, længere op nord i bjergene, Moldavien og sydpå tæt på grænsen til Bulgarien). Vi mødte åbne og glade mennesker, der med stolthed synes det var interessant at vise sit land frem. Vi fandt vores stamsted i byen, hvor vi efter endt arbejdsdag (for Alinas vedkommende studiedag) kunne få en stor skål salat for 10 kr. og udvidede repertoiret med rumænsk mad; De små krydrede frikaddeleagtige mici, saftige nakkekoletter, kål i diverse afskygninger og kartofler med bacon og løg (cartofi tărănești) ledte til flere og mere.
Efter studiet var afsluttet blev Rumænien mit hjem i de efterfølgende tre år, hvor jeg mødte den samme venlige åbenhed, omend det håb for fremtiden der havde været kendetegnene i starten af 00’erne havde tabt pusten, politikerleden var stigende i takt med manglende resultater af diverse reformtiltag og den økonomisk ulighed tydeliggjort ved nye Ferrarier og gamle Daciaer, der fyldte gaderne op side om side.
Efter vi flyttede til Danmark har vi besøgt Rumænien og fulgt lidt med i nyheder, og på den måde holdt os opdateret. Der har været glimt af håb såsom demonstrationerne mod ændring af korruptionslovene til fordel for den siddende regering og det omvendte såsom politikernes ønske om folkeafstemningen om definationen af en famile (mand og kone af hver sit køn). Det er stadig et land fyldt med åbne, og nysgerrige mennesker ligesom børnene på børnehjemmet. De er ambitiøse og veluddannet specielt i storbyerne, og den middelklasse, der skal sikre civilsamfundet og en ny økonomisk og politisk elite, har rodfæstet sig, men der er stadig en lang sej kamp før bureaukrati, politikerlede, ulighed kan overvindes og håbet fra starten af 00’erne kan blomstre igen.
Rumæniensstue 