Baba Dochias legender og begyndelse af foråret

En af de mest berømte rumænske sagnfigurer er Baba Dochia. Myten er forbundet med begyndelse af foråret. Der er forskellige fortællinger om Dochia. I nogle historier er Dochia en ung kvinde og i andre er hun præsenteret som en ond gammel dame.

Begyndelse af marts betragtes som en ny begyndelse og de første ni dage er forbundet med Baba Dochias sagn. Man kan godt sige at Dochia er en personificeringen af menneskehedens utålmodige venten på foråret.

Traditionen er at kvinderne inden 1. marts vælger én dag fra de første ni dage af marts. De vil bedømme, hvordan det nye år vil være for dem, efter hvordan vejret er på den valgte dag: hvis det er varmt og solskinsvejr, så vil året, der kommer, være fredeligt og godt for dem; hvis det er regnvejr eller snevejr og koldt vil året være udfordrende.

Her er nogle fortællinger om Dochia

En af historierne siger, at Dochia var datter af en berømt kejser. Hun var så smuk, at alle prinserne kunne godt lide hende, og de vil gerne gifte sig med Dochia. De kom for at bede kongen om prinsessens hånd, men hun kunne ikke lide nogen af dem. Prinserne fik afslag efter afslag. En af dem blev så sur, at han gik i krig mod kongen, Dochias far. Hans drøm var at fange pigen. Pigen blev bange og gik til en heks og bad hende om at blev ændret til en gammel kone, så prinsen ikke kunne genkende hende.

Dochia fik en fåreflok og boede i skoven indtil foråret kom. Hun tog ni jakker på, så hun ikke frøs i løbet af vinteren. I den første dag i marts, var det så varmt at hun sk tog en jakke af. De næste dage blev varmere så Dochia skulle tage jakkerne af en af gangen, indtil den 9. dag, hvor det blev så koldt at hun frøs til is.

Den legende handler om vejrskift og begyndelse af foråret. Efter Dochias sidste dag antages det, at kulden ikke længere er stærk, og at folk ikke længere har brug for ild. Derfor gør folk rent på gårdene den dag, samler affaldet sammen og sætter det i brand. Man skal hoppe over det nedbrændte affald for at røgen beskytter mod snavs og onde ånder, fordi alt snavs brænder sammen med affaldet. Af denne grund spreder kvinderne også røg i huset med en brændt klud.

I en anden fortælling er Dochia Decebals datter (dakernes konge) og prinsen er Traian, den romerske kejser.

En tredje fortælling siger at Dochia var en ung nonne og boede i et kloster tæt på Ceahlău bjerge (et helligt sted for dakerne, de gamle rumæner). Hun elskede naturen og sin blomsterhave og hun plejede at brug masser af tid i haven og kærtegne sine blomster.

På et tidspunkt mødte hun en ung prins og hun blev forelsket i ham. De mødtes rigtig mange gange i skoven, men en dag kom prinsen ikke mere. Hun ventede på ham i mange dage, men han kom aldrig tilbage. Hun fandt ud af at prinsen var blevet gift.

Den næste dag ved daggry gik hun ud igen for at kærtegne sine blomster, hvorefter hun ikke vendte tilbage til klostret. Hun klatrede på Ceahlău bjerget, hvor hun vandrede i tolv dage, sur af smerte og fortvivlelse. På den tolvte dag klatrede hun op på en stor klippe og hoppede ud over afgrunden. Siden da er klippen blevet kaldt Dochia, og de første 12 dage i marts er Dochias vandrende dage. Det menes, at disse dage svarer til årets 12 måneder. 1. marts er januar, og 12. marts er december. Folk tror, ​​at hvordan vejret er i disse dage, vil det være i den tilsvarende måned.

Den mest berømte historie

Det siges, at der engang var en kvinde ved navn Baba Dochia. Hun havde også en smuk dreng – Dragobete, som var hendes stolthed. Men en dag blev Dragobete forelsket i en pige, der var så smuk og ung som foråret. Denne smukke unge kvinde skulle blive Dragobetes kone, men uden Dochias samtykke.

Baba Dochia, for at tage hævn og for at bekymre sin svigerdatter, gav hende et sort uldgarn og fortalte hende følgende: ”Gå til strømmen og vask denne garnkugle indtil den er blevet hvid, og kun derefter kan du vende hjem.” Hun gik til åen på en kold vinterdag. Efter flere timer forsøgte den unge kvinde stadig sit bedste for at gøre ulden lysere. Selvom fingrene dryppede af blod, og hun var frossen i kulden, kunne hun ikke gå hjem, før hun var færdig.

Imponeret af pigens smerte dukkede Herren Jesus Kristus op på hendes vej og gav hende en rød blomst og bad hende vaske ulden med den. Pigen takkede Jesus Kristus og satte blomsten i vandet. Hun fortsatte med at vaske ulden, og hun blev forbløffet over at ulden blev hvid. Pigen gik hjem, men hendes svigermor, der hørte pigens historie, beskyldte hende for at den, der gav hende blomsten, ikke var en simpel ven – pigen kaldte ham Mărțișor fordi hun ikke genkendte Jesus Kristus. Efter denne hændelse satte Dochia af sted med sin fåreflok mod bjerget og var overbevist om, at foråret allerede var kommet, ellers hvordan kunne Mărțișor have haft blomsten? Under rejsen tog hun de tolv skind af, hun havde på, en efter en. Men vejret havde ændret sig. Så smukt som det havde været i begyndelsen af ​​dagen, var det blevet så grimt nu. Det sneede, og alt begyndte at fryse. Dochia frøs sammen med sine får og blev følge legenden forvandlet til en sten.

På Bucegi-bjergene, oppe på plateauet, er der nogle mærkelige stenformationer, der tilsyneladende repræsenterer nøjagtigt Baba Dochia og hendes får.

Hvad der er så interessant ved disse fortællinger er, at de henviser til nogle begivenheder og steder, der er meget vigtige for rumænerens historie. Først og fremmest huskes kampene mellem romerne og dakerne, de gamle befolkninger der dannede den rumænske nation. For det andet henviser legenderne til Bucegi og Ceahlau-bjergene, to hellige steder i Dakien.

Også Dochias historier samler andre legendariske figurer som Mărțișor og Dragobete, så man kan bemærke, at alle disse historier er på en meget subtil måde forbundet. Rumænerne er meget kreative og fantasifulde, så det er ikke underligt at en simpel klippe kan fortælle historien om en nation. Rumænerne har mange fortællinger om steder og begivenheder, så jeg vil glæde mig til at skrive om nogen af dem i de følgende artikler på denne hjemmeside og blog.